kritik-af-lovenKritisk vurdering af loven

De i 2007 indførte regler om undladelse af deling af pensioner er blevet mødt af en del kritik.

Kritikken kan generelt opdeles i en "principiel" og en "juridisk" kritik: Den principielle kritik kommer fra de mange, der er uenige i lovens grundlæggende princip om, at enhver er "sin egen lykkes smed", rent pensionsmæssigt, uden hensyntagen til, om man er gift eller ej, eller hvordan man som ægtepar har indrettet økonomien.

Den juridiske kritik kommer fra advokater og (dele af) pensionsbranchen, dvs. fra parter, der rådgiver professionelt om emnet. Disse kritikere har påpeget, at uanset hvad man måtte mene om lovens formål, så er lovens faglige udførelse dårlig: Lovens ordlyd blev unødigt kompliceret, uklar og uigennemtænkt på en række afgørende punkter, og derfor meget vanskelig at rådgive folk om.

Læs de typiske argumenter for og imod her: 9 argumenter for, at loven er udmærket – og 9 argumenter imod

Kritiske skrivelser til Familieministeren

Advokat Jørgen U. Grønborg var en af de mest ihærdige kritikere af loven tilbage i 2006, hvor loven var under tilblivelse. Læs/udskriv nogle af hans juridiske artikler og spørgsmål fra foråret 2006 til Familieministeren her (PDF-filer):

 

Kritiske avisartikler

Der har været kritik af loven fra advokaters side i læserbreve m.v.:

 

9 argumenter for, at loven er udmærket – og 9 argumenter imod:

1."Pensionsopsparing har en særlig status, fordi det er alderdomsforsørgelse"

Nej. Al langsigtet opsparing har karakter af alderdomsopsparing. Man kan spare op til sin alderdom på mange måder: Via investering i fast ejendom, i "frie midler", via aktieinvestering osv. Faktisk anbefales det, at man fordeler sin alderdomsopsparing på flere opsparingsformer for at minimere sin risiko – hvis der f.eks. om nogle år kommer en særskat på 20% på pensionsudbetalinger, er det uheldigt, hvis man kun har sparet op på en egentlig pensionsordning. Opsparing på en egentlig pensionsordning er med andre ord bare en af flere opsparingsmåder – og det er ikke logisk, at nogle former for opsparing til alderdommen skal have særstatus frem for andre.

2. "Det er kun "rimelige" pensioner, der ikke skal deles – "urimelige" pensioner bliver jo delt"

Nej. Ordet "rimeligt" er i loven anvendt med en anden mening end de fleste umiddelbart tror: Mange antager intuitivt, at en pension, der er "rimelig", sikkert må være "retfærdig" eller "fair" i forhold til den anden ægtefælles pensioner. Det er ikke tilfældet. I lovens forarbejder fremgår eksempelvis, at alle pensioner oprettet via arbejde pr. definition er "rimelige" – uanset pensionens størrelse, eller hvor lidt ens hustru har opsparet. Derved er det reelt langt de fleste pensioner, der holdes udenfor deling – der indgår intet element af balance, retfærdighed eller fairness i vurderingen.

Hvorfor har man så anvendt betegnelsen "rimelige pensioner", når den er misvisende og ikke bidrager til forståelsen af loven?

Muligvis er det et sprogligt kunstgreb? Fra en umiddelbar betragtning giver tilføjelsen af ordet "rimelige" nemlig loven et (ufortjent) skær af "fairness" mellem ægtefællerne. Og hvem kan dog være imod, at man ved en skilsmisse må beholde noget, der er fair og retfærdigt? Derved lettede man muligvis lovens vedtagelse.

Hvis man helt havde udeladt ordet "rimelige" fra loven (eller havde anvendt ordet "sædvanlige" i stedet), ville man have gjort lovens indhold klarere og forhindret misforståelser.

3. "Reglerne er ikke kønsdiskriminerende, for mænd og kvinder har lige mange pensionsopsparinger"

Men mænd og kvinder har ikke lige store værdier på deres pensionskonti. Mænd sparer 60% mere op end kvinder.

Da man i 2007 indførte de nuværende regler og ophørte med deling af rate- og kapitalpensioner, betød det, at værdier for ca. 650 mia. kr. blev undtaget fra lige deling – til skade for kvinderne. Advokat Allan Ohms fra Roskilde kaldte det i en kronik i december 2006 i Berlingske Tidende for "Det største tyveri siden guldhornene".

4. "Kvinder bør altid sørge for at spare lige så meget op til pension som mænd"

Ja. Det gør de dog desværre ikke endnu – så en lov, der tager udgangspunkt i, at hver part forventes at spare lige meget op, er antageligt 10-15 år for tidligt på den.

Men dertil kommer, at loven fik tilbagevirkende kraft – den gælder for samtlige pensionsordninger, der allerede var oprettet, da loven trådte i kraft. Mange ægtepar har i årevis indrettet sig efter de tidligere regler og eksempelvis sparet mest op til pension i mandens navn, fordi han kunne udnytte et skattefradrag. Reglerne om fælleseje gjorde, at det ikke var så afgørende, at hustruen var på deltid eller var hemmegående i en periode – opsparingen skulle jo deles ligeligt i tilfælde af skilsmisse, selvom den kun stod i mandens navn. Alle disse mennesker blev ramt af, at loven fik tilbagevirkende kraft. Mange valgte at oprette en ægtepagt (hvis de da var opmærksomme på problemet og kunne overbevise ægtefællen om, at der skulle oprettes en ægtepagt) – læs her nogle af deres begrundelser for at oprette en ægtepagt om deling af pension.

5. "Det var hensigtsmæssigt at give reglerne tilbagevirkende kraft – så slap man for at få en lang periode i Danmark, hvor der var forskellige regler."

Hensynet til, hvad der er mest praktisk for dem, der skal administrere reglerne, bør ikke anses for mere væsentligt end hensynet til de familier, der i årevis havde indrettet deres opsparing efter de indtil 2007 gældende regler. Mange havde eksempelvis med vilje sparet op til pension i mandens navn alene, fordi han dengang kunne få en større skattefordel end hustruen kunne. Ægtefæller kan måske fremadrettet indrette deres pensionsopsparing, så begge sparer lige meget op - men når loven fik tilbagevirkende kraft, påvirker det også de hundredetusindevis af ægtefæller, der har sparet op i en menneskealder. Som nævnt er det særligt kvinderne, der blev ramt af lovændringen - se Advokat Allan Ohms' kronik "Det største tyveri siden guldhornene".

6. "Man skal ikke kunne gifte sig til en højere pension"

Fra en umiddelbar betragtning kan dette måske lyde fornuftigt - ingen har særlig sympati for folk, der gifter sig "for pengenes skyld". Men logikken halter, når man ser nærmere på argumentet:

I Danmark har vi formuefællesskab som klar hovedregel - langt over 90% af danskerne (dem, der ikke har en ægtepagt om særeje) har formuefællesskab. Det betyder, at man i Danmark skal dele hele sin positive nettoformue, dvs. hus, bil, værdipapirer, indeståender i bank m.v. med sin ægtefælle, hvis man skal separeres eller skilles.

Hvis det med andre ord er dansk rets altovervejende hovedregel, at man GODT kan gifte sig til rigdom - hvorfor skulle man så ikke kunne gifte sig til en højere pension? Og i realiteten har der næppe nogensinde været særligt mange personer (hvis nogen overhovedet), der alene giftede sig med henblik på at få halvdelen af den andens store pensionsordning ved en skilsmisse.

7. "Det er i praksis ikke muligt at dele en livrente – så det er bedre at forbyde deling"

Det kan være vanskeligt at slå fast, hvad en livsvarig pensionsordning er værd. Værdien afhænger af en lang række uforudsigelige variabler - eksempelvis afhænger værdien af, hvor længe man forventer at leve, renteudviklingen i samfundet i de kommende mange år m.v.

Ikke desto mindre kunne man udmærket foretage delingen uden at foretage disse beregninger:

Ægtefællerne kunne eksempelvis blot aftale, at når pensionen en dag kommer til udbetaling, skal eks-ægtefællen have halvdelen af beløbet tilsendt. Udbetalingsvilkårene osv. er uændrede og følger stadig ejerens liv. Man behøver med andre ord ikke absolut få halvdelen af værdien udbetalt kontant straks for at man kan foretage en lige deling.

DERTIL kommer, at det følger af loven, at "ekstra" pensionsopsparinger skal deles – dette gælder også for "ekstra" livrenter, som man eksempelvis har tegnet som supplement til sin vanlige pension. Det er med andre ord allerede gældende ret, at livrenter skal deles i visse situationer. På den baggrund er er det umuligt at forstå, hvorfor det er blevet forbudt at aftale i en ægtepagt, om en livrente er en "ekstra" pension eller ej.

Loven har som forudsætning, at livsvarige rentepensioner skal kunne værdiansættes – dette kan være nødvendigt for at finde ud af, om en ekstra pension falder under begrebet "opfyldningsopsparing" (og derfor ikke skal deles, selvom det er "ekstra"):

Eksempel: Både manden og hustruen har via deres ansættelser sparet op på hver deres livrente. Mandens livrente er dog utvivlsomt større end hendes, grundet hans højere løn. Hustruen beslutter sig for at tegne en yderligere privat pensionsordning, som hun indskyder væsentlige beløb på.
Hvordan skulle man afgøre, hvornår hendes privattegnede pension overstiger mandens pensionsopsparing (og dermed skal deles lige), hvis man ikke kender værdien af begge parters rentepensioner?

8. "Medlemmer af LO skal ikke risikere at miste halvdelen af deres overenskomstmæssige pension ved en skilsmisse"

Dette var en væsentlig grund til, at arbejdsmarkedets parter anbefalede, at lovændringen blev gennemført, så arbejdsmarkedspensioner ikke længere skulle deles.

Imidlertid kan man jo overveje, om det reelt var i deres medlemmers interesse: Hvis et kvindeligt medlem af LO er gift med en mand, der har en højere pensionsopsparing end hende, ville hun have haft fordel af, at alle pensioner skulle deles. Hvis et princip om lige deling var blevet gennemført, ville hendes pensioner ikke blive berørt/delt - man ville i praksis kunne nøjes med at dele hans overskydende pensionsopsparing.

9. "Lovens løsning er den mest rimelige løsning "

Lovens indførelse betød, at mænd med højere pensionsopsparinger fremover slap for at skulle afgive halvdelen af deres pensioner til deres hustruer i tilfælde af skilsmisse. Man kan sige, at loven var baseret på det omvendte Robin Hood-princip, dvs. man tog fra de svage og gav til de stærke. En asocial holdning, der var i klar modstrid med normal moderne dansk tankegang.

Dertil kom, at loven gik i stik modsat retning af udviklingen i resten af Europa. I langt de fleste øvrige europæiske lande deler man pensionsopsparing, foretaget under ægteskabet, ligeligt – uden at det anses for "teknisk umuligt". Er danske ægtepars alderdomsopsparing virkelig så meget anderledes end millioner af andre europæeres opsparing, at deres landes tilgang til deling ikke også ville passe til dansk ret?

tilbage